Holdet bag holdet

28-02-2010 18:21:56

Kom med bag kulissen i AGF og mød nogle af de personer, der er med til at holde hjulene i gang.

Det er for det meste kun AGF’s spillere og trænerne, der sættes fokus på i medierne, men det råder agffodbold.dk nu bod på ved at rette søgelyset mod holdet bag holdet. Dem, der ikke bare i La Manga, men også i dagligdagen holder hjulene i gang udenfor banen og sørger for at spillerne og trænerne har de optimale betingelser for at udøve deres job.

Den erfarne holdlederduo
De har det samme faste ritual hver morgen på træningslejren. Et lille glas med Fernet Branca nydes, inden der tages fat på dagens opgaver, og sådan har det været, lige siden holdlederne Lars Møller og Jørn Martin første gang var af sted sammen. Møller er chefen, Jørn Martin den uundværlige medhjælp, og i fællesskab ordner de alt det praktiske og får tingene til at glide.

Lars Møller har netop haft 10 års jubilæum som holdleder for klubbens førstehold. En træningslejr på La Manga i februar 2000 – dengang Peter Rudbæk sad på cheftrænerposten – var hans første opgave. Oprindelig er han uddannet klejnsmed, og han startede sin karriere i AGF som frivillig holdleder for drenge 3 i 1995. I 1997 overtog han tjansen på juniorliga-holdet, inden han tre år senere avancerede til chefholdleder for klubbens flagskib. Meget har ændret sig siden dengang.

- Der er sket en fantastisk udvikling. Alt er løftet op på et højere niveau og er blevet meget mere professionelt, fortæller den erfarne holdleder.

En ting har dog ikke ændret sig synderligt, og det er omgangen med spillerne. Tonen er ligefrem, knastør, men altid kærlig, og Møller stortrives sammen med den nuværende trup.

- Vi har en super trup. Vi går godt i spænd sammen, og alle er meget behjælpelige og med til at gøre vores arbejde lettere, roser Møller, hvis arbejdsdag på en træningslejr snildt kan runde 10-12 timer.

Til at hjælpe sig har han Jørn Martin. Stolt sønderjyde og lederstabens alderspræsident, der efter sigende var ung under slaget ved Dybbøl i 1864. Til daglig har Jørn Martin et fuldtidsjob som SSP-koordinator i Skanderborg Kommune, men en stor del af hans fritid er helliget AGF. I snit bliver det vel til 25-30 timer om ugen, anslår han. Han startede i klubben i 1996/97 som holdleder for drenge 3, der havde hans søn, Claus Martin, som træner. I 2000 afløste han Lars Møller som juniorligaholdleder og havde blandt andet den fornøjelse at blive dansk mester i 2003 med den talentfulde årgang 87/88, der havde Casper Bugge som cheftræner og talte spillere som Frederik Krabbe, Michael Lumb, Niels Kristensen, Navid Dayyani og Jesper Rask. I 2005 rykkede han så op på SAS Liga-holdet for at assistere Lars Møller til træning et par gange om ugen og til kamp. Den glødende interesse for fodbold er det, der driver værket.

- Det er spændende at være en del af et superligahold. Jeg har altid interesseret mig for fodbold, og jeg får mange gode oplevelser – som for eksempel en træningslejr som denne, siger Jørn Martin, der om et år går på pension, og så får endnu mere tid til AGF.

Den fodboldglade sundhedsstab
En træningslejr er fysisk krævende for spillerne, og ansvaret for at give dem massage mellem træningerne og tage sig af eventuelle skader og småskavanker er lagt i hænderne på fysioterapeut Søren Pallesen og massør Kenneth Collins. Cheffysioterapeut Jens Bo Vestergaard har også deltaget på træningslejren, men af familiære årsager dog kun fra mandag til fredag.

Søren Pallesen blev tilknyttet som fysioterapeut i AGF’s ungdomsafdeling i 2003, mens han stadig var under uddannelse. I 2006 fik han tilbudt stillingen som fysioterapeut for SAS Liga-holdet, og han slog til med det samme. Hans første opgave var en træningslejr i Thyregod.

- Det var lidt af en ilddåb. Jeg var dengang alene om det, og jeg var derfor i gang fra 7 morgen til 11 aften. Heldigvis er der sket meget siden. Brian Steen har sørget for, at hele sundheds-setuppet virkelig er blevet opgraderet og nu også matcher de sportslige ambitioner, siger Søren Pallesen, der betegner arbejdet i AGF som sit ønskejob.

- Ja, jeg kan ikke ønske mig et bedre job. Det er fagligt udfordrende og meget udviklende at være i et professionelt setup, der giver mig mulighed for at udføre mit arbejde med den kvalitet, der er nødvendig, siger Pallesen og tilføjer, at hans store interesse for fodbold også er med til at gøre arbejdet interessant. Han har altid selv spillet fodbold – blandt andet på hold sammen med Dan Thomassen i IHF som ungdomsspiller - og han befinder sig godt i miljøet.

- Det er fantastisk at gå i et miljø, hvor det handler om at træne og forbedre sig, og samtidig er jeg også en del af det sociale samvær, som er på et fodboldhold, siger Pallesen, der selv er lidt af en træningsnarkoman og blandet andet løber marathon og deltager i adventure races.

For massør og kropsterapeut Kenneth Collins er det professionelle fodboldmiljø også med til at gøre jobbet interessant. Han har selv været aktiv på højt niveau i Danmark for HFK Haderslev og Esbjerg og som semiprofessionel for VFL Lübeck i den tyske Regionalliga, og han er glad for atter at være en del af fodbold på topplan.

- Siden jeg var fem år, har jeg spillet fodbold, og det er fedt at være tilbage på det her niveau, lyder det fra Collins, der startede som massør i AGF i 2007.

Han driver firmaet Unik Care, og udover AGF tæller hans kundekreds blandt andre racerkøreren Tom Kristensen, SK Århus og AQUA. Hans primære opgave i AGF er at sørge for at pleje spillernes ømme ben og muskler, men som kropsterapeut kan han også gå ind og arbejde med spillernes bevægelsesmønster, så de lærer at afspænde musklerne i hele kroppen og derved fjerner årsagen til smerter og ubehag.






Billedet: Fra venstre er det Lars Møller, Jørn Martin, Søren Pallesen og Kenneth Collins.

Andre nyheder

10-09-2010 14:55:17 |
10-09-2010 11:34:19 |
09-09-2010 20:41:10 |
08-09-2010 11:45:12 |
07-09-2010 16:01:52 |
06-09-2010 20:56:58 |
06-09-2010 15:31:11 |
06-09-2010 11:39:39 |
05-09-2010 19:15:10 |
05-09-2010 11:40:23 |
3Mark Howard
PositionForsvar
Kampe23
Mål1
Født29-01-1986
Debut1. marts 2009 mod Randers FC (h) i superligaen
SponsorLiberté

Tilmeld dig AGF's nyhedsbrev

Vil du gerne holdes opdateret på alle de seneste nyheder omkring klubben og holdet så tilmeld dig nyhedsbrevet herunder.

Netværk
Online billetsalg
Blue Corner Club
Søren Jensen
AGF søger frivillige