Fuld spilletid til Feilhaber
Benny Feilhaber fik fuld spilletid i reserveholdets kamp mod Blokhus FC.
SAS Liga-opgøret mod FC Midtjylland tilføjede en række navne til den i forvejen alenlange skades- og karantæneliste.
Lyspunkter er der dog også at berette om. Således spillede Benny Feilhaber hele kampen, da et meget ungt reservehold 2. påskedag tabte 0-4 til Blokhus FC. Den amerikanske landsholdsspiller er således inde i billedet til kampen mod FC København på søndag.
Opgøret mod Blokhus bar præg af de mange skader og karantæner i A-truppen. Således stillede AGF med et hold bestående af næsten udelukkende U19-spillere, og trods de klare cifre leverede de en fornuftig indsats. Spillemæssigt var de fuldt på højde med Blokhus, men gæsterne var i sagens natur fysisk stærkere, og det kom ikke mindst til udtryk på dødboldene, som de tre første scoringer faldt efter. Den første lige inden pausen, og de næste to lige efter.
Næste opgave for reserveholdet er på søndag, hvor topholdet FC Fyn er modstanderen på udebane.
Foto: Allan Baden
Andre nyheder